8.A i hælene på Hack Kampmann

En septembermorgen med klar blå himmel og høj sol over Århus, mødte 8.A fra Engdalskolen i Brabrand op på havnen i Århus.
Som den første klasse i projektet ”I arkitektens fodspor” skulle eleverne fra Brabrand på en tre timers vandring rundt i byen imellem tre af Kampmanns mest spektakulære bygninger. Her skulle de dels få øjnene op for arkitekturens univers og dels skulle de registrere deres egne oplevelser af arkitekturen med små lommekameraer. Derefter blev der afholdt to workshops, hvor de skulle klippe en lille film sammen om en selvvalgt bygning og et arkitektonisk tema.


8.A fra Engdalskolen på vej til første dag ”I arkitektens fodspor”.


Kulturformidler Pernille Helberg Stentoft og arkitekt og filmdokumentarist Peter Skjalm introducerer eleverne til Toldboden.

Med ryggen mod Århusbugten og front imod Toldboden blev eleverne præsenteret for de to projektledere: Kulturformidler Pernille Helberg Stentoft og arkitekt og filmdokumentarist Peter Skjalm. Efter en snak om bygningens historie og dens placering i bybilledet begyndte vandringen ind imod Toldboden. Nærmere og nærmere kom detaljerne i byggeriet. Tættere og tættere ind i den gamle bygnings rum og ind i arkitektens tanker, ideer og arbejdsmetoder. Der blev gennemgået funktioner, stil og virkemidler og fortalt om den arkitektoniske retning Nationalromantik med stavkirketag, vikingeornamentik og våbenskjold. Forsamlingen endte helt oppe på loftsrummet under Toldbodens tag, hvor kameraerne blev uddelt, og reglerne for filmoptagelserne præsenteret.

Dogmereglerne:
Ingen zoom
Alle i gruppen prøver at filme
Ingen personer i billedet med mindre det er for at vise skala

I seks grupper gik eleverne nu i gang med at filme. Med de små kameraer kom de unge mennesker rundt i hele bygningen og ud i alle kringelkroge og der blev diskuteret forskellige vinkler på optagelserne. Nogen fokuserede på Toldbodens varemærke, imens andre var mere optagede af byggedetaljer og lysforhold.


Gruppe C fokuserede på Toldbodens karakteristiske vartegn.

Så gik turen til Århus Teater – en anden af Kampmanns berømte bygninger. Her blev eleverne introduceret til begrebet Historicisme og der blev blandt meget andet talt om soklens grove granit kontra det fine glas og Hack Kampmanns inspiration fra rejser i udlandet, der blandt andet har givet udslag i en spøjs passion for ananas. Eleverne fik nu igen lov at gå på opdagelse i teatrets arkitektoniske detaljer med kameraet som registrant. Der blev filmet på afstand, så man fik hele teatrets imponerende facade og smalle bagparti med, og der blev gået helt tæt på de små detaljer i blandt andet dørhåndtag og det farvede glas.


De små kameraer fanger teatrets arkitektoniske detaljer.


Teaterdørens glasparti studeres nøje inden næste ”skud” med kameraet.

Efter en velfortjent frokost vandrede den lille flok nu videre til gården foran Århus Kunstbygning. Her fik eleverne besked på at stille sig op på en lang række, og så blev der fisket en overraskelse frem fra posen. Små hvide stykker stof skulle bindes for øjnene af alle, så de ikke kunne se, hvor de blev ført hen på det næste stop. Det var et sælsomt syn at overvære den lange række af skoleelever med bind for øjnene vandre af sted i en lang lige række igennem gaderne op til Erhvervsarkivet.


8.A på vej til Erhvervsarkivet med bind for øjnene

Inden den lange slange af skoleelever med bind for øjnene blev ledt ind i selve Erhvervsarkivet, fik de besked på at være helt tavse. I højtidelig stilhed blev de nu ført ind i bygningen og blev en efter en lagt ned på gulvet i en cirkel. Efter et stykke tid blev de bedt om at fjerne bindene fra øjnene, og nu stirrede de direkte op i det klare lys, der væltede ned fra bygningens loft.


I højtidelig tavshed blev eleverne lagt ned på gulvet.

Erhvervsarkivet var den sidste bygning på vandringen og repræsenterede dagens tredje stilart, nemlig Jugendstilen, der blandt andet kommer til udtryk i bygningens tunge lamper, der er skabt i en blanding af glas og metal og formet som store guldsmede. Også her blev eleverne sendt af sted med kameraerne i jagten på registreringer af arkitekturen.


Lys og jugendstil i Erhvervsarkivet.

To uger senere mødtes eleverne igen med projektlederne – denne gang i Loungen i Toldboden til workshop. Nu skulle alt råmaterialet omsættes i små film. Hver af de seks grupper skulle udvælge en af de tre bygninger og der skulle tænkes i tema, klipning og eventuel underlægningsmusik.

 
Gruppe F havde valgt at arbejde med lyset i Erhvervsarkivet i deres lille film og diskuterer her et par detaljer


I pauserne blev der tid til et hurtigt spil bordfodbold.

Et par blandede citater fra 8. A’s vandring
– Har Kampmann lavet Aros?
– Jeg vidste slet ikke, der var sådan et bibliotek her! (En pige om Erhvervsarkivet)
– Det må da ha’ været et helvedes arbejde at lave alle de sten!
– Hvad er et ornament?

Som afslutning på projektet præsenterede de seks grupper hver deres lille film, og det var seks meget forskellige udtryk, der gled over skærmen. Århus Teaters bygningsmæssige detaljer dansede i takt med argentinsk tango og svulmede op i ny romantisk betydning med Frank Sinatra som croonet underlægning. En anden gruppe havde valgt Mozart og havde formået at klippe filmen i strygernes rytme, imens andre helt havde undladt lyd. En ægte gyser med knirkende døre og susende ”suspense”, var der også blevet plads til.

Interesseret i et forløb?
Her kan du læse nærmere om tilmelding:

Vandringerne fortsætter i løbet af efterår 08 og forår 09.

Målgruppen er folkeskolens ældste klasser samt gymnasier og HF.

I kan tilmelde jer ved børnekulturkoordinator Anne Line Svelle på als@aarhus.dk / 8940 4877.

Prisen er 500 kr. og indebærer 3 timers vandring og 2 x 3 timers filmworkshop.