«
»

BygAMOK

Børn byggede amok i sommervarmen

25.09.08 | Endnu ingen kommentarer

BYGAMOK: Tre små hulemændSommerens Bygamok projekt i Andelssamfundet i Hjortshøj er nu gennemført med stor succes.

Projektet var slået op som en af Århus Kommunes sommeraktiviteter og der var stor tilslutning til arkitekturprojektet, hvor børnene virkelig kunne få lov at prøve deres bygge-kræfter af.
Der var fuldt hus til projektet og 20 børn i alderen 9-12 år kunne i uge 27 indtage ”byggepladsen” i Hjortshøj med masser af gå-på-mod og værktøj i hænderne.
Arkitekten Stephan Gustin og billedkunstneren Ole Lindqvist stod i spidsen for byggeriet, hvor børnene på forhånd var blevet opfordret til at komme med forslag og ideer til de arkitektoniske værker. 

Den første morgen startede med en kort introduktion. Derefter en kort snak om sikkerhedsregler, teknik og værktøj, hvorefter børnene blev sendt på den første opgave: At bygge en hule.

Tre små hulemænd
Tre små hulemænd

Børnene blev inddelt i to pigegrupper og tre drengegrupper, der hurtigt gik i gang med byggeriet.
Det blev hurtigt tydeligt, at drenge og piger havde forskellige prioriteter i byggeprocessen. Pigerne gik meget op i selve indretningen og begyndte at tilføre interiør og detaljer ligesom navngivningen, hvor alles forbogstaver skulle indgå, blev en vigtig del af processen. Drengene var generelt ikke særligt interesserede i detaljerne omkring indretningen af hulerne, men var mere optagede af selve byggearbejdet med at save, hamre, bore og afbarke grene. Der blev dog kreeret et ophæng til den uundværlige mobiltelefon!

BYGAMOK: To piger diskuterer arkitektoniske detaljer
To piger diskuterer arkitektoniske detaljer

Næste skridt i projektet var udfordringen med at få de store konstruktioner stablet på benene. I modsætning til hulebyggeriet, hvor børnene hurtigt og spontant kom i gang, blev de nu introduceret til arkitektens arbejdsmetoder, hvor der først blev lavet tegninger og modeller af grundkonstruktionerne.  De store trækonstruktioner begyndte snart at rejse sig op imod den blå himmel over Hjortshøj, og børnene byggede med stor iver.  Der kom nu også nye opgaver til grupperne, hvor de skulle lave:

• En stor hule
• En magisk hule
• En ”vild” væg
• Et udsigtstårn

Fuld aktivitet på den store konstruktion
Fuld aktivitet på den store konstruktion

Alt indgik i den store fælles skulpturelle konstruktion, som alle fik andel i og følte, at de havde været med til at skabe.  Hvad man egentlig skulle kalde den lidt rå konstruktion, var der en del diskussioner om, og den endte med betegnelsen ”Den vildeste bygamok-skulptur-konstruktion.”

Som afslutning gik børnene op i udsigtstårnet en efter en og kom ned igen og blev belønnet med en økologisk is fra Andelssamfundets isfirma, et fast håndtryk og et ”Tillykke med byggeriet.”

BYGAMOK: ”Den vildeste bygamok-skulptur-konstruktion” 
”Den vildeste bygamok-skulptur-konstruktion”

Projektet blev en succes på flere planer. Dels lærte børnene helt konkret samarbejdets nødvendighed, når konstruktionerne skulle skabes og dernæst rejses ved fælles hjælp.
Dels fik de opfyldt et behov for leg og fysisk aktivitet, som mange børn ikke får opfyldt i deres dagligdag. Mange kender heller ikke til elementære håndværksmæssige begreber for materialer og værktøj, ligesom de fleste ikke er vant til at bruge hænder og krop i en arbejds- eller læringsproces.

At dømme efter børnenes reaktioner og deres evne til at omsætte viden og erfaringer til egne konstruktioner og udtryk ser det endvidere ud til, at de har fået et nyt blik på sammenhængen imellem byggeri og omgivelser, på uderum og natur, arkitektur og æstetik.

Endelig ramte afviklingen af byggelejren lige ned midt i en af sommerens varmeste perioder, så der blev rig mulighed for hygge og snobrødsbagning i det fri. Og som en af deltagerne sagde, da børnene blev spurgt om deres meninger om projektet: ”Det har været sjovt og hårdt. Jeg har godt nok været træt om aftenen. Jeg er gået i seng allerede klokken syv eller otte.”

BYGAMOK: Hundrede procent hule-hygge!
Hundrede procent hule-hygge!

Bygamok-projektet er inspireret af et projekt i Finland, hvor man i en årrække har gennemført arkitektur-sommercamps for børn og voksne. Bygamok er støttet af Børnekulturens Netværk, Børnekulturhuset, Århus Kommune og Friluftsrådet.

Comments are closed.


«
»