«
»

Bydetektiverne

Bydetektiver på opdagelse i Øgadekvarteret

02.12.08 | Endnu ingen kommentarer

Novemberregnen hamrede ned over Århus, da eleverne fra 6.A en tidlig morgen stod samlet i skolegården på Elise Smiths Skole. Forude ventede to timers vandring i Øgadekvarteret med fokus på områdets arkitektur og byrum. Men allerførst blev det til en lille snak om forskellige arkitektoniske begreber og især begrebet ”rum”, som var det helt centrale tema på denne vandring.
De to undervisere, kulturformidler Pernille Helberg Stentoft og arkitekt Sidsel Effersøe, præsenterede de seks rum, som eleverne skulle opleve og registrere med skitseblokke og kameraer på deres vandring.
 
De seks rum

– kirke
– mellemrum
– gaderum
– butik/erhverv
– oase
– bolig

Første stop var en oase, og hvad er egentlig en oase?  ”Et sted med vand”, lød et af budene. ”Oase lyder ligesom navnet på en blomsterbutik”, mente en anden. Eleverne var dog ikke helt tilfredse med den baghave, som de to undervisere havde valgt som et eksempel på en oase. ”Her er grimt, og der er for mange skraldespande”, lød dommen.

Efterhånden stilnede regnen af, og vandringen blev krydret med en sand strøm af gode historier om Århus – og særligt Ø-gadekvarteret i gamle dage. Om bøddelen, der på grund af sit ”beskidte” erhverv måtte bo uden for byporten, om den sydlige ende af Sjællandsgade, der dengang var et råt kvarter med ludere og lommetyve, om købmandsbutikken, der har ligget det samme sted siden 1889 og ikke mindst om velbjærgede bedsteborgere, fattigfolk og børnearbejde.


Grafittien i Thunøgadetunnelen var et populært motiv for de unge bydetektiver.

Efter en tur igennem Thunøgadetunnelen med dens brogede mønster af graffiti vandrede flokken op forbi Vennelystparken og ned til Købmand Smedegaard, hvor der blev uddelt spejderhagl og klementiner. Bygningen, som har huset en købmandsbutik siden 1889, var også et stop på turen, og eleverne bemærkede: ”I en købmandsbutik lugter der af kaffe og lidt ligesom i ”Den Gamle By.””


Der blev taget aftryk af de grove granitsten ved Metodistkirken.

Så skulle der kigges på ”mellemrum”, det vil sige en lille grå passage imellem to huse i Samsøgade. Turen gik også forbi Metodistkirken i Hjarnøgade, hvor børnene især lagde mærke til den pludselige stilhed i den ellers så travle by. Betonblokkene i Grønnegade var rutens sidste stop og faldt, på trods af undervisernes begejstring for stil og funktionalitet, ikke helt i 6.A’s smag. Blokkene er tegnet af Knud Blach Petersen og inspireret af Le Corbusier, men ifølge eleverne bare ”grå, triste og kedelige.”


6.A og kulturformidler Pernille Helberg Stentoft foran en af boligblokkene i Grønnegade.


Funktionalitet og mønstre i beton.

Der blev taget mange aftryk af overflader på bygninger, riste, underlag osv., og de små kameraer fangede masser af detaljer, som skulle bruges til den efterfølgende workshop.

Comments are closed.


«
»